Line Jensen Illu

Line er uddannet grafisk designer, men bedst kendt fra sine dagbogstegninger på instagram, hvor næsten 80.000 følger med, sine bogudgivelser og hendes streg, der pryder muleposer, plakater og kopper i hele landet.

Omdrejningspunktet for hendes arbejde er det nære, det genkendelige. Livet i familien, de kampe og dramaer, der udspiller sig mellem mennesker, der kender hinanden (for) godt. Sprækkerne mellem de mennesker, vi ønsker at være, og de mennesker, vi rent faktisk er.

Line bruger også sin platform til at dele politiske budskaber og skabe håb. Hun har samarbejdet med flere velgørende organisationer – blandt andet Danmarks Naturfredningsforening, Danner, Mødrehjælpen, Fri af Misbrug og Dansk Flygtningehjælp, og hun er aktiv ambassadør for Red Barnet og Tønder Festival.

Hun har udgivet seks bøger, senest Min Fine Ven – en vennebog for voksne og følsomme, og modtog Pingprisen for bedste danske debut med bogen Hver dag starter det forfra.

I øjeblikket arbejder hun på tre små bøger sammen med kønssociolog Cecilie Nørgaard om en nemmere, frygtløs tilgang til ligestilling.

Foredrag

Line kan bookes til foredrag og samtaler.

Udover at være generøs i samtaler, skaber hun et fantastisk fællesskab, når hun live-tegner på storskærm i samspil med publikum. Der opstår et helt særligt magisk nærvær, når hun er på scene. Publikum læner sig loyalt ind i hendes trygge, skæve, lette og morsomme formidling og skaber en helt nede på jorden-stemning.

I 2024 udsolgte hun Betty Nansen Teatret med ‘Det store Fællesskabsshow’, hvor hun havde gæster som Annika Aakjær, Olga Ravn og Katrine Muff på scenen. Hun var også et stort trækplaster til arrangementet ‘Tis og Tabu’ på Østre Gasværk, hvor hun og radiovært Sebastian Lynggaard stod for underholdningen.

Instagram
Hjemmeside